Min fødsel
Det var onsdag morgen den 7. februar. Mor var gået 14 dage over tid og hendes tålmodighed var snart sluppet op. Mor og far havde aftalt med jordemoren at de skulle ringe til hospitalet om morgenen for at få lov til at komme ind og blive undersøgt og få sat fødslen i gang. Men da sådan noget godt kan tage lang tid var mor og far var indstillet på endnu en dag hvor de skulle prikke til mors mave og sige “kommer du ikke snart ud?”. De var vist rimelig spændte på at se hvem det var der gemte sig i maven.
Vi ankom på hospitalet klokken halv ni og blev ført ind på modtagelsesstuen. Der blev mor installeret på en briks med elektroder på maven der skulle måle min hjerterytme i en times tid. Mor og far var begge glade og forventningsfulde. Nu vidste de der snart ville ske noget. De havde ikke taget de ting med de havde pakket, for der kunne gå op til to dage før fødslen gik i gang.
Jordemoren var travlt optaget, for lige netop denne formiddag var der tre andre kvinder der skulle føde. Efter en time kom jordemoren ind og tjekkede strimlen, men fordi hun havde travlt fik mor besked på at ligge en time til. Far sad ved siden af og sørgede for at mor fik lidt at drikke.
Da jordemoren igen havde tid undersøgte hun om mor eventuelt selv havde åbnet sig – og det havde hun. Derfor blev det besluttet, at fostervandet skulle tages. Når der bliver stukket hul til fostervandet skulle kroppen meget gerne selv begynde at gå i fødsel. Så fostervandet det blev taget, og det viste sig at det var grønt, hvilket vil sige at jeg på et eller andet tidspunkt havde været stresset inde i maven og derfor havde haft en smule afføring i vandet. Når fostervandet er grønt er det vigtigt at følge barnet ekstra meget, så derfor fortalte jordemoren at mor ikke ville blive sendt hjem alligevel og sandsynligvis ville de fremskynde fødslen ved at give hende et vedrop som ville sætte veerne i gang. Så far blev sendt hjem for at hente vores ting og mor fik lov til at gå en lille tur inden hun skulle have vedroppet. På hendes gåtur rundt omkring hospitalet ringede hun til mormor, morfar og moster Linda og fik sendt nogle sms’er – hun var meget glad og spændt, og gik rundt med det største smil. Det sneede en lille smule og alt var hyggeligt og dejligt. Hun var nødt til at gå rundt med en stor ble på for der kom hele tiden fostervand ud, så det var en lidt underlig følelse.
Da mor kom tilbage på fødestuen var far endnu ikke kommet tilbage – men han kom lidt efter. Så blev de vist ned på en anden fødestue hvor mor fik hospitalstøj på. Efter lidt tid kom jordemoderen for at lægge ve-droppet, men hun fik stukket forkert to gange og måtte derfor tilkalde en læge der kunne forsøge en gang mere. Så mor fik nogle fine blå mærker på begge hænder. Tredje gang var heldigvis lykkens gang, for lægen fik lagt droppet rigtigt og så kunne mor ellers vente på veerne.
Da veerne så småt begyndte (omkring kl. 15.30) var den første jordemors vagt desværre slut, og en ny jordemor kom og hilste på os. Da hun var gået igen, sagde far at det var godt at udseende kunne snyde for hun var godt nok ikke særlig køn, men hun virkede sød nok. Mor fik igen monteret hjertelyd- og vemåler og måtte derfor ligge ned i sengen. Mors veer begyndte så småt og de gjorde vist ret nas. Derefter flød tiden ud i hinanden, mor har meget svært ved at huske andet end at hun talte sig gennem veerne og følte den største lettelse når veen var ovre. Hun græd også lidt mellem veerne, sagde at hun ikke ville mere. Men i stedet blev der bare skruet mere op for vedroppet. Far stod hele tiden ved siden af mor og fortalte hende hvor godt hun klarede det.
Mor følte det som om veerne kom i bølger. De kom langsomt og steg i kraft, på det syvende dybe åndedrag aftog smerten langsomt igen. En, to, tre – nu begyndte det at gøre virkelig ondt, fire, fem – nu kunne mor næsten ikke mere, men hun vidste at der kun var to hårde tilbage, seks, syv – endelig gik det ned af bakke igen, otte, ni, ti – så kunne mor slappe lidt af inden den næste bølge ramte hende.
På et tidspunkt fik mor lov til at komme lidt op og stå fordi den rigtige fødestue var blevet ledig. Så far flyttede alle tingene ind på den nye stue. Han fik installeret mor på en seng, hentede sandwich og saftevand og satte musik på så mor kunne slappe af.
På et tidspunkt da jordemoren var ude og holde rygepause følte mor pludselig at nu var jeg på vej ud. Så hun bad panisk far om at finde jordemoren. Jordemoren mente dog ikke at mor allerede havde presseveer, men da hun undersøgte hende kunne hun konstatere at mor var helt åben og jeg var på vej ud. Så blev der travlhed på fødestuen, jordemoren skulle finde alt sit fødegrej frem og samtidig fortalte hun mor at nu skulle hun bare presse med veerne.
En halv time efter den første presseve klokken 19.31 kom jeg til verden. 3950 gram og 54 cm lang. Jeg blev lagt op på mors mave med det samme hvor jeg straks åbnede øjnene og kiggede op på mine to forældre. De kneb begge en tåre og smilede af lykke, det var den største oplevelse i deres liv. Far fik lov til at klippe navlestrengen mens jeg lå på mors mave. Jeg blev lagt op til brystet og tog fint fat.
Da mor skulle sys kom jordemoren til at stikke forkert så mor blev helt lammet i benet i flere timer. Så da jeg skulle måles og vejes måtte mor se til fra sidelinjen mens far hjalp jordemoren med at give mig mit første sæt tøj på. Mor og far fik en bakke med ristet brød, kaffe, te, saft og et lille flag i anledningen af min fødselsdag.
Bagefter kom den jordemor der havde fulgt os gennem hele graviditetsforløbet og ønskede os tillykke. Hele fødslen havde taget fire timer, fra den første ve til jeg kom til verden.